Regelrod AI

Bekendtgørelse om sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods

Bekendtgørelse om sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods - Kapitel 4

Kilde: Retsinformation.dk

§ 7.

Sikkerhedsrådgiverens opgaver skal tilpasses virksomhedens aktiviteter og fastlægges skriftligt i henhold til underafsnit 1.8.3.3 i ADR.

§ 8.

Hvis der sker en hændelse eller ulykke, skal sikkerhedsrådgiveren i den pågældende virksomhed indhente alle relevante oplysninger og forestå udarbejdelsen af en rapport til forelæggelse for virksomheden.

Stk. 2

En hændelses- eller ulykkesrapport, jf. stk. 1, skal foreligge senest 30 dage efter hændelsens eller ulykkens indtræden, dog senest 8 dage i tilfælde af en alvorlig ulykke med dødsfald eller alvorlige personskader.

§ 9.

Sikkerhedsrådgiveren skal forestå udarbejdelsen af en årsrapport til virksomheden om virksomhedens aktiviteter, jf. § 1, i forbindelse med transport af farligt gods. Årsrapporten skal endvidere indeholde oplysninger om sikkerhedsrådgiverens aktiviteter i virksomheden i det forløbne år.

Stk. 2

Årsrapporten skal omfatte en periode på 12 på hinanden følgende kalendermåneder. Rapporten skal foreligge senest 4 måneder efter udløbet af denne periode. Virksomhedens første rapporteringsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højest 18 måneder.

Stk. 3

Såfremt virksomheden inden for en rapporteringsperiode udpeger en ny sikkerhedsrådgiver, kan rapporteringsperioden opdeles i en forkortet periode, dækkende den afgående sikkerhedsrådgiver, og en ny periode på 12 måneder dækkende den tiltrædende sikkerhedsrådgiver. Den nye periode kan periodeforskydes i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2.

§ 10.

Virksomheden skal opbevare rapporterne, jf. §§ 8 og 9, i 5 år og skal på anmodning stille rapporterne til rådighed for de myndigheder, der i henhold til gældende lovgivning har bemyndigelse til at foretage tilsyn, undersøgelser m.v. af hændelser eller ulykker.

Bekendtgørelse om sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods - Kapitel 4 | Regelrod.dk | Regelrod